Hvad betaler man for af fordele i kursus-priserne?

Man kan som udgangspunkt se på kursuspriserne hos Damgaard Data, som nu er en del af Microsoft-koncernen før og efter at man indførte certificering af deres produkter.

I mange år kostede kurser ingenting hos Damgaard Data. Formålet med denne prissætning var at dels udbrede kendskabet til deres produkter dels at markedet var i skarp konkurrence og der var tale om et ekspanderende markedet, hvor indtjeningen kunne forsvare dette.

Da man havde opnået en markedsandel af en vis størrelse, så ønskede man at kursusaktiviteterne skulle bære deres omkostninger selv. Man foretog en række beregninger af omkostningerne for at fastsætte den pris, som sikrede en lille indtjening, så der var plads til de almindelige prisstigninger i samfundet.

Prisen pr. dag blev derfor 600 kr.

Nogle år efter havde programmerne opnået en så stor markedsandel, at de anså markedet for blive mættet indenfor de næste årti. Samtidig kom de under pres fra deres kunder, konsulenthusene, som ønskede at der skulle være en større indtjening i de forskellige sager. Metoden, som de og andre producenter måtte ty til for lovligt at omgå konkurrenceloven ved at skabe en afsætningskontrolleret niche på markedet, var brugen af certificeringer.

Prisen for et kursus skulle nu rumme en betaling for en eksklusivitet på markedet.

Herunder er vist forskellen på prisen for en kursusdag før og efter indførelsen af certificeringer.

Det er selvfølgelig en acceptabel fremgangsmetode, hvis kunderne til disse kurser er forhandlere af produkterne. De får valuta for de ca. 70 % som udgør betalingen for eksklusiviteten på markedet. Og at metoden virker kan man også aflæse på udviklingen i timepriserne i et af deres programmer: Microsoft Business Solution XAL. I 1991 kostede en konsulenttime 390 kr. på markedet. Idag koster den samme ydelse ca. 800-1.000 kr. Den udvikling kan alene tilskrives at markedet kun har for få udbydere af denne ydelse, da udviklingen afviger markant fra prisudviklingen på en lang række andre varer og ydelser.

Men de senere år bliver kurserne i en stigende grad benyttet af kursister fra slutbrugere. Deres arbejdsgiver for ikke udbytte af betalingen for eksklusiviteten. De betaler derfor for meget for et kursus. På det private arbejdsmarkedet kan ingen virksomhed i længden holde til at betale så stor en overpris for en vare. Derimod kan staten med sine midler, som dybest set er betalt af skatteborgernes uudtømmelige midler, sagtens holde til at betale for såkaldte beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Men de penge kunne staten spare, ved at udnytte deres egne uddannelsesressourcer. Der er ikke en markedsmæssig begrundelse for en privat kursusindustri i relation med virksomheder uden IT-branchen. Den private kursusindustri er blot et hjælperedskab for IT-branchen for at de kan sikre rimelige afsætningskanaler for de aktører, som findes i branchen. I stedet bør virksomheder uden for IT-branchen i højere grad se på kurser udbudt på handelsskoler og oplysningsforbundene.