Et trafikuheld

I maj 1999 havde jeg som sædvanlig været igang via en netopkobling til mit arbejde. Hen ad kl. 7.00 besluttede jeg mig for at lukke ned og køre på arbejde.

Min gamle bil ville jeg godt spare, så derfor tog jeg cyklen til arbejdet, hvilket senere skulle vise sig at være en dårlig beslutning.

Jeg kom til Veksø, hvor jeg som sædvanlig skulle passere en lastbil, der altid har holdt parkeret i vejsiden med lidt gene til følge for den lokale bus og trafikken i øvrigt. Da jeg skulle til at køre uden om, hørte jeg en bil komme bagfra. Jeg satte selvfølgelig farten op for at nå udenom inden at bilen kom frem. Jeg var efter min opfattelse på vej mellem to arbejdspladser

Derfor har jeg en forpligtelse til at yde mit ypperste for at ikke at svigte det sted, jeg har fået lov til at tjene. Desværre må bilen også have været kørt af en bilist i tjeneste, men det kunne jeg ikke vide. Resultatet blev derefter at jeg fik bremset ned for sent og ramte kanten af laddet på lastbilen. Min forsvandt ind under lastbilen og min cykelhjelm gik i mange stykker. Jeg ødelagde en fortand (Nr. 2. Den første mistede jeg som barn.). Mens jeg lå og blev tilset af nogle forbipasserende, kom lastbilchaufføren og smed min og de forbipasserendes cykler væk og forsvandt fra stedet i stor hast. Siden har man ikke set en lastbil parkeret der. Så lidt godt kom der ud af uheldet. Jeg blev ført til Frederikssund Sygehus, blev fotograferet, så man kunne konstatere at jeg ikke havde knoglebrud. Et familiemedlem afhentede mig, men på grund af travlhed kunne man ikke afse tid til at skrive skadestuerapporten med det samme, hvilket senere skulle vise sig at give nogle eftervirkninger.

Jeg overlevede. Hvorfor er jeg så bitter.

Da jeg en uges tid senere skulle anmelde sammenstødet til politiet, fordi at lastbilen, som holdte til ulempe forsvandt uden at nogle fik taget dens registreringsnummer, lod politiet mig forstå at de ikke så nogen grund til det. Dels var der noget med at man godt kendte til at lastbilen havde holdt der i mange år, men der var noget loge eller "gammel familie på egnen" involveret, så den del af sagen døde ud.

Jeg kunne derfor ikke fået mit tøj og skaderne på min cykel erstattet, da der ingen modpart var.

Jeg vedblev med at have ondt i nakken og den øverste del af ryggen. Da jeg endelig fik skadestuerapporten fra Frederikssund Sygehus stod der at jeg havde fået konstateret piskesmeld og at jeg var sendt hjem med en blød halskrave, hvilket jeg og min familie ikke havde nogen erindring om.

Var skaden så ikke dækket som en arbejdsskade, da den sker mellem to arbejdssteder - mit hjem og min primære arbejdsplads. Nej, det er den ikke. Der er nemlig et hul i arbejdsmiljølovgivningen, hvilket kan illustreres i nedenstående tegning.

Godt nok gælder arbejsmiljølovgivningen i mit arbejdsværelse derhjemme. Jeg har haft ekstra omkostninger fordi at min værelse skulle opfylde lovgivningen. Men lovgivningens beskyttelse ophører, når jeg træder ud af værelse og gælder først igen, når jeg træder ind i virksomheden. Hvis jeg skal besøge en afdeling af virksomheden, som ikke er min primære, skal jeg først køre til den nærmeste og gå ind og ud af døren, for at forsætte mod mit endelig mål. I dette tilfælde ville jeg så opnå at være dækket for transporten mellem den første arbejdssted og det næste.

Så nu sidder jeg bittert tilbage. Jeg har dagligt ondt i nakken. Det kunne jeg sagtens leve med, hvis jeg havde fået en eller anden erstatning for uheldet.